Ørevoks & ørevoksprop
Hvorfor har man ørevoks?
Ørevoks har vi alle og det er helt naturligt.
Kirtlerne i øregangen producerer ørevoks. Ørevoksen har en beskyttende funktion, da den smører huden i øregangen og modvirker infektioner. Ørevoks er klæbrig, og medvirker derfor til at opfange smuds og støv. Normalt flyder ørevoks ud af sig selv og tager evt. snavs med.
En del mennesker har næsten ingen ørevoks, mens andre har meget. Voksens udseende og konsistens kan være meget forskellig; farven kan variere fra gul, lysebrun til mørkebrun eller næsten sort og konsistensen kan være alt fra blødt og klæbrigt til hårdt og tørt. Mængden af ørevoks kan ændre sig gennem livet.
Hvordan dannes en prop af ørevoks?
Ørevokspropper er en af de mest hyppige årsager til, at folk henvender sig til lægen med øreproblemer. Øregangens ydre del har et stort antal kirtler, som producerer ørevoks (cerumen). Ørevoksen opstår, når kirtelsekret fra øregangens ydre tredjedel blander sig med afstødte hudceller.
Når huden i øregangen irriteres, bliver der hurtigere dannet nye hudceller, og dette medfører mere ørevoks. Gener fra ørevoks er mere almindeligt hos personer med eksem i øregangen. Årsagen til øget voksproduktion kan være en trang eller S-formet øregang eller kraftig hårvækst i ørerne. Fremmedlegemer i øregangen som f.eks. høreapparater, høreværn, ørepropper samt headsets samt hyppig brug af vatpinde øger ofte dannelsen af ørevoks.
Hvad karakteriserer en prop af ørevoks?
En ørevoksprop kan blive meget stor, inden man opdager den. Hvis man stikker noget ind i øret eller hvis der kommer vand i øret, kan ørevoksen tilstoppe øregangen.
Ørevokspropper i øregangen giver ofte en klapfornemmelse og sædvanligvis får man nedsat hørelse. Hørelsen kan forværres yderligere, hvis man får vand i øret. Hvis øregangen føles mere trang end normalt og hørelsen hurtigt forværres, kan det være en ørevoksprop. Ved samtidig hudinfektion klør det. I sjældne tilfælde kan ørevoksproppen forårsage susen for ørerne eller svimmelhed.
Kilde: https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/soeg/?SearchTerm=%C3%98revoks